Hvorfor din eks er en idiot….

Da I mødte hinanden var himlen blå, humøret højt og fuglene sang; I var ikke til at skyde igennem, uadskillelige og tænkte konstant på hinanden.

I jeres øjne kunne den anden ikke gøre noget forkert og I glædede jer over heldet; I havde mødt den PERFEKTE person.

Som tiden går, fylder hverdagen mere og der kommer børn, job, hus og have til, så forsvinder det perfekte menneske, du var så heldig at møde.

Du vågner op en dag og tænker måske, hvem er det der ligger der ved siden af mig. I føles som fremmede eller måske endnu værre – som roomies.

Nu er det jo ikke sådan, at din mand/hustru vågnede op en dag og pludselig var en idiot. Det der er sket, er at I har glemt hinanden i den travle hverdag, eller at I har udviklet jer i hver jeres retning. Herfra er der kun 2 valg, at arbejde på at få jeres forhold tilbage på sporet eller beslutte jer for, at I er bedre hver for sig.

Hvorfor forventede du, at din eks stopper med at være en idiot, da I blev skilt?

Om og om igen hører jeg fortvivlede par der er skilt, som ikke kan forstå, at deres eks ikke på mirakuløs vis, er holdt op med at være en idiot. Jeg undrer mig lige meget hver gang og stiller altid spørgsmålet, ”Hvad får dig til at tro, at I ville kunne enes bedre, fordi I er blevet skilt”?

Hvis kommunikationen var dårlig før I blev skilt, så vil den fortsætte med at være dårlig efter en skilsmisse. Da I var sammen, levede I trods alt for det samme mål og ikke engang det gjorde, at I kunne blive enige. Så hvordan skal en skilsmisse hjælpe på jeres manglende enighed og forståelse for hinanden.

Start med selv ikke at være en idiot

  • Tro ikke en skilsmisse gør det nemmere for jer at kommunikere. Tværtimod!!
  • Søg altid for at forstå din eks og bevæggrundene for ønsker og handlinger
  • Stop med at være barnlig og vælg dine ”kampe” med omhu
  • Vigtigst af alt, vær nu fælles om at sætte jeres børn og deres behov først. Det er ikke en konkurrence mellem dig og din eks, det kommer der kun tabere ud af – børnene.
  • Tag det første skridt og vær den, som du ønskede din eks var.

 

Vær det bedste forbillede for jeres børn og vis at man godt kan have det godt sammen, selvom I ikke bor sammen mere.